Vingården
v.28 »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde:
Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag.
v.29 Men han svarede:
Nej, jeg vil ikke!
Bagefter fortrød han og gik derud.
v.30 Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham.
Han svarede:
Ja, herre!
men gik ikke derud.
v.31 Hvem af de to gjorde deres fars vilje?«
De svarede: »Den første.«
Jesus sagde til dem:
»Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. v.32 For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
v.33 Hør endnu en lignelse!
Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. v.34 Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. v.35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. v.36 Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. v.37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. v.38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. v.39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel.
v.40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?«
v.41 De svarede ham:
»Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
v.42 Jesus sagde til dem:
»Har I aldrig læst i Skrifterne:
›Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?‹
v.43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. v.44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
Matth 21,28-44 (jf. Mark 12,1-12; Luk 20,9-19)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Mest interessant er det, at den første lignelse er matthæisk særstof. Den findes ikke i de to andre synoptiske evangelier, hvorimod den sidste har en direkte parallel i dem begge. Derfor må den i henhold til den almindelige teori om forbindelsen mellem Markusevangeliet og Matthæus og Lukas stamme fra Markusevangeliet. Med sin tilføjelse af den første lignelse og den tilhørende udlægning har Matthæus tydeliggjort en bestemt forståelse af lignelsen om de onde vinbønder. Den handler om forholdet mellem de etablerede jødiske magthavere og de marginaliserede grupper inden for det jødiske folk. Dermed bliver den mest oplagte forståelse af lignelse nummer to, nemlig at den handler om forholdet mellem jøder og hedninger, vanskeliggjort. Det folk, der bærer Guds riges frugt (v.43), er ikke de hedenske folkeslag, som man umiddelbart ville tro, men de marginaliserede jødiske folkegrupper, der har hørt Johannes Døber og siden Jesus.
Af den grund er det ikke underligt, at Lukas ikke har taget den første lignelse med, men har holdt sig til Markusevangeliet. Noget tyder på, at han har kendt Matthæusevangeliets version. I hvert fald har de begge v.44 med, men det kan selvfølgelig stamme fra den ukendte kilde Q. Der er dog en anden interessant forskel, der peger i retning af, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet: I Markus og Lukas’ version af v.41 er det Jesus selv, der siger, hvad der skal ske med vinbønderne (Mark 12,9; Luk 20,16), men Lukas understreger sin tolkning ved at tilføje ”Da de hørte det, sagde de: ”Det må aldrig ske”” (Luk 20,16), hvorefter følger citatet om hovedhjørnestenen. Dermed gør Lukas det tydeligt, at det handler om, at privilegierne tages fra det jødiske folk og overgår til andre, hvilket svarer til strategien i Lukas’ værk.
Lignelsen findes også i Thomasevangeliet (Thom. 65), hvor den optræder som et løsrevet ord, der ikke er henvendt til nogen bestemt. Ordlyden er lidt anderledes end i de kanoniske evangelier, fx overvejer vingårdsejeren, efter den første udsendte tjener er blevet pryglet: ”Måske genkendte de ham ikke”. Lignelsen slutter ikke med et spørgsmål om, hvad ejeren skal gøre, men derimod med det kendte ”Den, som har ører, skal høre”. I det næste logion i Thomasevangeliet siger Jesus: ”Vis mig den sten, som bygmestrene forkastede; den er hjørnestenen” (Thom. 66).
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Handlingen på dette sted i Matthæusevangeliet foregår i Jerusalem, hvor Jesus er redet ind (21,1-11) for derefter at optræde provokerende på tempelpladsen (21,12-16). Han overnatter i Betania (21,17). Den næste dag går han ind i byen og på vejen forbander han et figentræ, der ikke bærer frugt (21,18-22). Det er i Matthæusevangeliet symbolsk for, hvordan det vil gå Jerusalem og de jødiske ledere, som han derefter diskuterer med på tempelpladsen om Johannes Døberens autoritet (21,23-27). Herefter følger lignelserne, der optrapper konflikten mellem Jesus og ypperstepræsterne og farisæerne, som forsøger at gribe ham (21,45-46). Herefter følger lignelsen om kongesønnens bryllup (22,1-14).
Konteksten lader således tydeligt vide, at hovedtemaet er konflikten med de jødiske autoriteter. På den måde er fører det direkte frem mod hans tilfangetagelse og korsfæstelse, hvilket den anden lignelse selvfølgelig direkte antyder. Det særlige for Matthæus i denne sammenhæng er, at han fremhæver toldere og syndere på deres bekostning.
Tekstens detaljer
Teksten falder naturligt i de to lignelser: v.28-32 og v. 33-44. Inden for den første lignelse kan man yderligere sondre mellem lignelsen (v.28-30) og udlægningen i samtalen (v.31-32). I den anden lignelse er der tilsvarende selve lignelsen (v.33-39) og udlægningen i samtalen (v.40-41) og Jesu konklusion (v.42-44).
Det er værd at sige indledningsvis, at billedet af en vingård er kendt fra Det Gamle Testamente som et billede på Israel (jf. Es 5). Folket er Guds vingård, som han passer og plejer i håb om, at de vil bære frugt. Det sker imidlertid ikke altid, og så er spørgsmålet, hvad der skal ske med vingården. Denne metaforik ligger bag brugen af vingårdsbilledet i de to lignelser, selv om de ikke direkte viderefører den. Blot ved man, når vingården bruges som billede, at det handler om forholdet mellem Gud og mennesker.
v.28-30: Det indledende spørgsmål udtrykker tydeligt, hvad en lignelse skal. Det er meningen, at tilhørerne skal forstå sig selv i lys af lignelsen af derved tage stilling til spørgsmålene i lignelsen, så svarene påvirker dem selv. Samtalepartnerne må være folkets ældste som i den foregående perikope (v.23)
I selve lignelsen er der tekstkritiske vanskeligheder. Nogle manuskripter vender om på børnenes rækkefølge, så ja-sigeren kommer før nej-sigeren. Det er dog formentlig for at indlægge en frelseshistorisk struktur, så ja-sigeren skal være jøderne, der modtager Guds udvælgelse, men ikke lever efter hans vilje. Hvor nej-sigeren er hedninge, der ikke er en del af Guds folk, men altså omvender sig og gør hans vilje (faktisk findes der jødiske traditioner om, at Gud tilbød sin lov til alle jordens folkeslag, men kun det jødiske folk tog imod tilbuddet). Derfor er rækkefølgen, hvor nej-sigeren kommer før ja-sigeren, sikkert den oprindelige.
Den rækkefølge understreger også, hvad der er lignelsens pointe i relation til den efterfølgende lignelse: Det er ikke et spørgsmål jøder vs. hedninger, men om magthavere vs. marginaliserede. Jesus gør her op med de jødiske magthavere, fordi de ikke har omvendt sig til ham, som de marginaliserede grupper. Men karakteristisk matthæisk foregår det inden for et jødisk univers svarende til den jødekristendom, som Matthæusevangeliet repræsenterer.
v.31-32: På Jesu spørgsmål viser samtalepartnerne selv, at handling er vigtigere end tale. Det overfører Jesus umiddelbart til forholdet til Johannes Døberen, hvis autoritet var genstand for diskussionen i det umiddelbart foregående. Ifølge Jesus viste Johannes vejen til retfærdighed, hvilket inden for Matthæusevangeliets sammenhæng betyder, at han beredte vejen for Jesus. Toldere og syndere troede på ham. Men det gjorde de magthavende jøder ikke. Ganske vist er der ikke i Matthæusevangeliet information om den sociale status blandt Johannes Døberens tilhængere, men meningen er nok, at man kan se på Jesu tilhængere, hvilken gruppe de har hørt til. Men heller ikke da de marginaliserede vendte om, ændrede magthaverne mening. De har vist sig uforbederlige i modsætning til tolderne og synderne. Altså indtager magthaverne ja-sigerens position (de har sagt ja til at bære den jødiske tradition og være en del af Guds folk, men de handler ikke derefter, således som Johannes viste, at de skulle) og de marginaliserede nej-sigeren. Af den grund skal de marginaliserede gå ind i Guds rige før de andre, for spørgsmålet om Gudsriget afgøres i forholdet til Jesus, der er retfærdigheden, til hvem Johannes Døberen viste vej. Formuleringen lader imidlertid stadig muligheden åben, at også de jødiske magthavere kan omvende sig og komme i Guds rige efter de marginaliserede.
v.33-39: Den anden lignelse har selvfølgelig udover den traditionelle metaforik også baggrund i de konkrete forhold mellem vingårdsejere og forpagtere i antikken. Beskrivelsen af, hvorledes ejeren anlægger vingården, skal lede tankerne hen på Es 5, men det billede afbrydes af, at vingården forpagtes ud. Det er i sig selv ret provokerende, for ifølge den gammelkendte metaforik er Israel jo Guds vingård. At den skulle være forpagtes bort og ikke direkte under Guds egen omsorg, er i sig selv en provokation af det jødiske selvbillede. Værre bliver det kun, når disse forpagtere viser sig at være onde. Da vingårdsejeren sender sine slaver til dem for at få sin retmæssige del af høsten, mishandler de slaverne ad flere omgange. Til sidst sender han sin egen søn, og også ham slår de ihjel for at kunne få hans arv.
Det er en provokerende lignelse, fordi dens billedbrug er så velkendt fra den bibelske tradition. Det er lige til at udlægge, så Gud er vingårdsejeren, forpagterne er de jødiske ledere, frugten er det liv i overensstemmelse med Guds lov, som folket er forpligtet til, de udsendte slaver er gammeltestamentlige profeter, og hans søn er Jesus, der her for første gang identificerer sig selv som Guds søn. Lignelsen handler om, at de, der skulle tage vare på folket, viser sig som onde forvaltere, der går imod Guds vilje for egen vindings skyld.
v.40-41: Selv om metaforikken er tydelig nok, kan tilhørerne ikke andet end fuldende billedet, når de fortsætter voldsspiralen og forudsiger, at vingårdsejeren vil give et ondt endeligt til forpagterne. Tilsyneladende har de ikke set, at de dermed fælder dom over sig selv. Sådan virker lignelsen: Ved at tage stilling til den, sætter man sig selv på spil. Matthæus har formodentlig forstået templets fald i år 70 som en eksekvering af denne dom, så dommen over forpagterne/de jødiske autoriteter altså er gennemført på Matthæusevangeliets tidspunkt.
Man kan ikke lade være med at bemærke, hvor let en ekstrem voldelig historie forekommer. Slaverne mishandles og slås ihjel. Det samme gør arvingen. Men svaret derpå er lige så voldeligt: Det skal gå forpagterne ondt. Mest opsigtsvækkende er det måske, at man som læser ikke bevæges af, at de første udsendinge dræbes. De har ikke rigtig nogen betydning. Og det har de ikke, fordi de er slaver og som sådan ikke rigtigt tæller. Derfor kan ejeren måske med rette forvente, at forpagterne vil optræde anderledes over for hans søn. Det er først, da de ikke gør det, at deres ondskab rigtigt kommer for en dag. I øvrigt nedtoner den danske oversættelse slavernes rolle endnu mere end teksten selv. I oversættelse kaldes de ubestemt og upersonligt ”folk” (v.34.36), så man risikerer at overse, at der faktisk er tale om individuelle, slavegjorte mennesker.
v.42-44: Jesus afbryder tilsyneladende logikken i v.42 for at genoptage den i v.43. Han anfører citatet fra skriften om den sten, bygmestrene forkastede. Det er fra den græske oversættelse af Salme 118,22-23. I den gammeltestamentlige kontekst omhandler det en person, der er blevet mishandlet af fjender, men har oplevet Guds frelse. Hovedhjørnestenen er enten en grundsten, som de andre byggesten hugges til efter, eller en smukt udsmykket hjørnesten. Under alle omstændigheder er pointen, at det autoriteterne ikke kunne bruge, har fået en grundlæggende betydning. Det kan næsten kun forstås kristologisk med henblik på Jesus selv, der vrages og forkastes – og korsfæstes – af de jødiske autoriteter, men bliver grundlaget for menigheden, som endda kan opfattes som det nye tempel.
I v. 43 vender Jesus tilbage til lignelsens metaforik. I lighed med den første lignelse skal autoriteterne ikke have Guds rige, for de har ikke båret dets frugt. Det skal i stedet et andet folk. I sammenhæng med den første lignelse må det forstås som de marginaliserede, der har fulgt Johannes Døberen og Jesus. Det er de kristustroende, hvilket netop ikke medfører et etnisk skel i Matthæusevangeliet. De kristustroende, der bærer Guds riges frugter, er også jøder. Perspektivet er da heller ikke futurisk rettet mod den endelige dom, men i stedet orienteret mod den nutid, der findes i Matthæus’ menighed. De bærer Guds riges frugter og har derfor ret til det.
I v.44 vendes tilbage til citatet om stenen. Den lidt mærkelige bemærkning om, at man kvæstes ved at falde over den og knuses, hvis den falder på en, refererer formentlig til Es 8,14: ”Han skal være en helligdom, en anstødssten, en klippe til at snuble over, for Israels to huse, en fælde og snare for Jerusalems indbyggere.” Her er det Gud, der er en anstødssten, mens det hos Matthæus er Kristus. Tillige kan der måske være en reference til Dan 2,34: ”Mens du så på den, blev en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem.” Således kan det forklares, at stenen både er en snublesten og en, der kan ramme og knuse. Under alle omstændigheder skal det udtrykke det forhold, at det er forholdet til den korsfæstede Kristus, der er afgørende for både frelse og fortabelse, al den stund domsperspektivet ikke helt kan udelukkes fra den voldsomme symbolik.
Enkelte manuskripter har ikke dette vers med. Måske stammer det fra Luk 20,18 og er indsat for at harmonisere de to evangelier. Men man kan også sige, at det gør teksten mindre kompliceret at udelade det, og det af den grund formentlig er oprindeligt. Det er sikkert rigtigt.
Tekstens fortolkning
Matthæus’ kombination af de to lignelser, hvoraf den første sikkert er hans egen, mens den anden stammer fra Markusevangeliet, giver et ganske fascinerende indblik i, hvordan han arbejder med traditionen. Han sikrer, at lignelsen om de onde vinbønder læses inden for den jødiske tradition, så den Kristustroende menighed, der bærer Guds riges frugter, er den rette videreførelse af Guds vingård for nu at blive i metaforikken. Der er ikke et brud med jødedommen, men en fortsættelse af den i overensstemmelse med dens sande intention, hvilket er at følge vejen til retfærdighed, som Johannes Døberen anviste og findes i troen på Kristus. De ledende jøder, der ikke ser det, mister deres plads i Guds vingård, dvs. Guds rige. Ja, de har på Matthæusevangeliets tidspunkt allerede mistet deres ledende rolle, fordi templet er faldet.
For Matthæus bliver den sande arvtager af den gammeltestamentlige tradition den Kristustro, der faktisk udfører faderens vilje og bærer Gudsrigets frugter. I kraft af handlingerne bliver de Guds vingård. Man kan vel sige, at deres liv mod retfærdigheden er at bære frugt i Guds vingård. Hvad der afholder fra det, er ikke at modtage de udsendte, der skal hente frugten. Hvis man mener sig berettiget til at bevare den for sig selv og selv overtage vingården, mister man retten til den. Det må være læren af Matthæus’ brug af vingårdsbilledet.
Men der gemmer sig naturligvis en historie mere i den anden lignelse. Det er historien om vingårdsejeren, der bliver ved at sende sine slaver og siden sin søn til voldelig død for at få sin retmæssige ejendom. Vingårdsejeren sparer intet for at få sit eget. Til sidst bliver hans offer af sin egen søn den handling, hvorigennem han kan få det, der er hans. Det er jo netop den offerhandling, der bliver grundstenen, på hvem hans rige bygges.