20.s.e.trin.(1)
Kongesønnens bryllup
v.1 Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:
v.2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. v.3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. v.4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! v.5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, v.6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel.
v.7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.
v.8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. v.9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.
v.10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.
v.11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. v.12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. v.13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
v.14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«
Matth 22,1-14 (jf. Luk 14,16-24; ThomEv 64)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Parallellen i Lukasevangeliet dækker kun første del af lignelsen. Den er mere udførlig og levende fortalt, idet de indbudte gæster hver især får lov at svare for sig. Efter min mening er det en almindelig teknik, som næsten har sin egen iboende logik, at en fortælling udvikler sig ved at blive tilføjet steder, tider og navnlig som i dette tilfælde: personer. Af Matthæus’ tørre bemærkning, at de indbudte gæster går til sin mark eller sin forretning, udfolder Lukas små historier om undskyldningerne. Den ene siger, jeg har lige købt en mark, den må jeg se til. Den anden siger, at han har købt okser, som han skal prøve. Den tredje, at han lige er blevet gift og derfor ikke kan komme. Derimod har Lukas udeladt de drabelige bemærkninger om, at tjenerne blev mishandlet og slået ihjel. Derfor har han også udeladt kongens hævn ved at sende sine hære ud. Ja, hos Lukas er kongen blevet til en almindelig mand. I det hele taget er Lukas’ udgave meget fredeligere end Matthæus’. Endvidere har Lukas ændret formuleringen om dem, der hentes ind til festen. Det kommer ikke fra ”vejenes ende”, men fra ”gader og stræder” og er ”fattige, vanføre, blinde og lamme”. Det er altså socialt udsatte, det drejer sig om. Og ikke som i Matthæusevangeliet andre folkeslag (hedninger).
Måske har Lukas ’censureret’ lignelsen og fjernet de voldelige dele og derfor gjort kongen til en fredsommelig mand. Under alle omstændigheder må man selv gøre regnskabet op, om det er mest overbevisende, at Lukas har kendt og bearbejdet Matthæus’ fortælling, eller han snarere har kendt lignelsen fra et andet skrift, hvor Matthæus også har taget den fra. I så fald har de bearbejdet den hver for sig.
Thomasevangeliets version minder mest om Lukasevangeliet. Det er ikke en konge, men en mand, der indbyder gæsterne. Tjenerne går rundt til fire forskellige og siger: ”Min herre indbyder dig”. Hver af dem svarer udførligt og mere overbevisende end i Lukasevangeliet, fx siger den tredje: ”Min ven skal giftes, og jeg skal stå for middagen. Jeg kan ikke komme. Jeg beder mig undskyldt for middagen.” De andre forklarer også, hvorfor de ikke kan komme. Det ender med, at tjenerne sendes ud på vejene. Det slutter med: ”Købmænd og kræmmere skal ikke gå ind til min faders steder”. På den måde bliver det næsten gæsterne beskæftigelse og ikke blot deres uvilje til at deltage i festen, der bliver afgørende.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
I Matthæusevangeliet indgår lignelsen som en del af den polemik, som Jesus har med de jødiske grupperinger i Jerusalem før sin tilfangetagelse. Umiddelbart før har der været to lignelser om vingårde, hvoraf den ene (Matth 21,33-44) også er kendt fra Markusevangeliet. Den tilkendegiver tydeligt, hvordan Jesus i evangelierne opfatter de jødiske grupperinger, nemlig som nogle der uretmæssigt leder det udvalgte folk. Det slutter med, at ypperstepræsterne og farisæerne vil forsøge at få ham fjernet (Matt 21,44-45). Denne lignelse følger umiddelbart efter og fører videre til yderligere diskussioner med farisæerne og saddukæerne, indtil konflikten eskalerer i kap. 23 og i lignelserne om dommedag i kap. 24-25. I kap. 26 besluttes det så, at Jesus skal slås ihjel, og lidelseshistorien begynder.
Af sammenhængen fremgår det altså klart, at Matthæus ønsker, at lignelsen skal forstås på baggrund af den konflikt med de magthavende jødiske grupper, som ender med at stræbe ham efter livet.
Tekstens detaljer
Der findes en jødisk lignelsen som tilskrives rabbi Jonathan ben Zakkai. Den lyder: ”Sagen ligner en konge, der indbød sine tjenere til måltid, men hans fastsatte ingen tid for dem til måltidets begyndelse. De kloge blandt dem prydede sig og satte sig ved døren til kongens hus. De sagde: der mangler et eller andet i kongens hus. De tåbelige iblandt dem gik til deres arbejde. De sagde: gives der i det hele taget noget måltid uden møje (dvs. det varer længe endnu). Pludselig ønskede kongen, at tjenerne skulle komme. De kloge iblandt dem gik ind for ham så prydede, som de var. Men de tåbelige gik ind for ham så smudsige, som de var. Da glædede kongen sig over de kloge, men han blev vred på de tåbelige. Han sagde: disse, der har prydet sig til måltidet, må sætte sig ind og spise og drikke; disse, der ikke har prydet sig til måltidet, må stå udenfor og se på det.” Måske har Matthæus kendt en lignelse i stil med denne, som han omarbejder til sit formål. Det svarer til, at Matthæus bruger billedet af en konge, hvilket også er almindeligt i jødiske lignelser. I øvrigt er udtrykket ”himlenes rige” eller ”himmeriget” også almindeligt i de jødiske tekster.
Matthæus’ tekst falder i to afdelinger. Først lignelsen om de indbudte gæster, der ikke vil komme (v. 1-9), som går over i anden afdeling om de gæster, der hentes ind, men en af dem er ikke rigtigt påklædt (v. 10-14). Som vi så ovenfor, har Lukas kun første afdeling med i sit evangelium.
v.1: Jesus taler i lignelser. Flertalsformen skal ikke sige andet, end at han udtrykker sig ved hjælp af lignelser, dvs. ved hjælp af denne lignelse.
v.2: Som antydet er udtrykket ”Himmeriget” almindeligt i Matthæusevangeliet for det, der i Markusevangeliet hedder ”Guds rige”. Det er det sted, hvor Gud er konge. Derfor er der allerede med formuleringen i lignelsen ”en konge, der holdt sin søns bryllup” antydet, at det handler om Gud og hans søn. Hertil kommer, at netop bryllupsfesten, der gerne strakte sig over flere dage, ofte blev brugt som billede for frelsens tid (jf. Lammets bryllup i Johannes Åbenbaring 19). Således er det altså indledningsvis klart, at anliggendet er at sige noget om Gudsriget, som har Guds søn som midtpunkt.
v.3-6: Kongen sender sine tjenere ud for at indkalde de indbudte. Det sker ad to omgange. Først gengives det kortfattet, at gæsterne ikke ville (v. 3). Så sendes andre ud, der indbyder gæsterne udførligt og indtrængende, og afvisningerne bliver også mere udførlige og til sidst voldelige.
Som sagt, er årsagen til, at gæsterne ikke kommer, ikke udfoldet som i Lukasevangeliet. De går blot til deres mark eller forretning, mens nogle slår tjenerne ihjel. Dette skal måske vise den totale ligegyldighed over for indbydelsen. Ja, det er, som om de slet ikke accepterer, at der er en fest, som de er indbudt til. I stedet agerer de, dels som om intet er hændt, dels reagerer de ved at blive aggressive på dem, der forstyrrer deres ”normalitet”.
Realistisk er dette ikke. Det er klart, at kongens tålmodighed og den aggressive optræden skal fortolkes symbolsk. Man kan gætte på, om der med første hold tjenere menes profeterne, der forkynder omvendelse for israelitterne, og andet hold apostlene, der forkynder evangeliet. Eller første hold er Johannes Døber og andet hold er Jesus. Det passer med, at han bliver slået ihjel. Det er ikke helt til at afgøre, hvad der er tale om. Men pointen er klar. Gæsterne kender ikke deres besøgelsestid og de afviser hårdhændet dem, der vil det bedste.
v.7: Fremstillingen af kongens vrede kan muligvis begrundes med henvisninger til gammeltestamentlige profetier om Jerusalems ødelæggelse. Men antager man, at Matthæusevangeliet er skrevet efter templets fald i år 70, er det nærliggende at se en henvisning hertil. I Matthæusevangeliets optik er romernes ødelæggelse af templet altså en straf for, at de ikke omvendte sig og kom til tro på Jesus.
v.8-9 afslutter første afdeling. I stedet for de indbudte gæster skal alle mulige andre fra vejenes ender indbydes. Eftersom gæsterne udlægges som hedninger, der kommer alle steder fra (”vejenes ende”), må tjenerne tilsvarende være apostle. Men det er ikke pointen. Pointen er, at hedninger overtager jødernes pladser. Det leder over til næste afdeling.
v.10: Her er et meget typisk matthæansk træk: Blandt gæsterne er der både gode og onde. Det er let at udlægge gæsterne i den fyldte bryllupssal som de hedninger, der kommer fra hele verden (”vejenes ender”) og overtager jødernes pladser i forholdet til Gud og nu udgør den troende menighed. Gæsterne er altså de troende, tjenerne er apostle, og den fyldte sal er kirken. Men ingen af delene har en selvstændig pointe i lignelsen. Det vigtige er, at der er både gode og onde, for det er grundlaget for denne del af lignelsen. Matthæus påpeger flere gange i sit evangelium, at der i menigheden er både gode og onde. Hvem der er hvad, vil imidlertid ikke komme for en dag, før på den yderste dag. I hvert fald skal menighedsmedlemmerne ikke begive sig af med at vurdere sig selv og hinanden. Det er meget vigtigt for Matthæus. Det særtræk giver anledning til lignelsens anden afdeling. På grund af den meget typiske matthæanske problemstilling er det måske ikke så underligt, at den sidste del ikke findes i Lukasevangeliet.
v.11: Set i den sammenhæng er kongens komme til festen et symbol på den yderste dom, når dommedag oprinder, og der skal aflægges regnskab. Så finder kongen blandt gæsterne en, der ikke er ret påklædt.
Hvis man læser lignelsen alt for bogstaveligt, geråder man i en masse vanskeligheder angående denne bryllupsklædning. Hvordan skulle han eller de andre gæster havde fået den, når de kommer direkte fra gaden? Man har fundet på forskellige forklaringer. Nogle har foreslået, at det var normalt at sende bryllupsklæder med invitationen (jf. den amerikanske skik med at købe kjoler til brudepigerne), så manden viser sin foragt ved ikke at have gidet at tage den på. Jeg tror, at det er alt for bogstaveligt. Det er jo en lignelse. Pointen ligger i, at de andre gæster havde den rette påklædning. Det havde denne mand ikke.
v.12: Forhøret for kongen minder med vilje om et retsforhør, for det skal symbolisere dommedag. Tiltalen ”ven” har en uhyggelig klang i Matthæusevangeliet. Den indleder sjældent noget godt. På grund af dette symbolske indhold, hvor manden bliver stillet til regnskab for hele sit liv over for sin dommer, kan han ikke andet end tie. Det er for sent at sige noget. Men selve spørgsmålet til ham er interessant: ”Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Heri ligge den for Matthæus typiske pointe, at ingen har kunnet se, at han ikke passede ind, før kongen kom. Det er således skjult for menigheden selv, hvem der tilhører de gode og de onde. Det afsløres først til sidst. Og således bliver det i dobbelt forstand en formaning. Den enkelte skal tage sig i vare for, at han ikke på dommedag skal findes som en, der ikke har de rette klæder, dvs. tilhører de gode og har levet derefter. Men lige så væsentligt: Før dommedag skal man ikke beskæftige sig med de andres ”klædning”. Det kan man alligevel ikke se.
v.13: Helt traditionelt bruges mørket, hvor der gråd og tænders skæren, om stedet for fortabelse, dvs. det modsatte af himmeriget. Her hører vedkommende til, der ikke passer ind i himmerigets fest.
v.14: Afslutningen konkluderer: Mange er kaldet, men få er udvalgt. På baggrund af udlægningen er pointen, at der også blandt de kaldede, dvs. dem, der tilhører menigheden, kun er få, der opnår frelsen. Imidlertid er skellet mellem den ene og den anden gruppe ikke synligt. Det handler ikke om forskellen mellem jøder og hedninger; der gives heller ikke anvisninger i denne sammenhæng på, hvad de udvalgte gør i modsætning til de kaldede. Derfor bliver konsekvensen, at alle må være usikre på, hvor de hører til. Derfor må alle anstrenge sig og undlade at vurdere andre. Det er nok den pointe, som Matthæus har lyst til at give sine læsere.
Tekstens fortolkning
Som det er fremgået, tager Matthæus udgangspunkt i modsætningen mellem jøderne, der afviser Jesus, og hedningerne, der får deres pladser. Men han fører tankegangen om at sætte skel videre og overfører den på menigheden selv. Også her sættes skel og gøres forskel, så nogle ender uden for, mens andre er inden for. Det skel, den skillelinje, sættes, når der fældes dom. Dommen, som på græsk hedder krisis, der også betyder adskillelse, er altså altid en begivenhed, der står foran. Den kommer i fremtiden. Indtil da skal der ikke gøres dom og ikke skelnes eller adskilles. For indtil Gud selv kommer, kan man kun fælde dom i sig selv og over sig selv. Måske er det, hvad Matthæus vil opfordre til, at man ikke fælder dom over andre, for så påtager man sig Guds rolle, men i stedet holder dom over sig selv. Eller måske er hele pointen at al dom sker i fremtiden. Indtil da skal der ikke fældes dom.