1. s.e.trin.: Matt 21,28-44 (Immanuel/Vartov, 18.10.26)

Vi er i et lige år: 2026. Derfor er det anden tekstrække, som vi finder dagens tekster i. I en kirkelig sammenhæng er den relativt ny. Den blev indført i 1885 for at supplere den første tekstrække, der i hovedsagen stammer fra oldkirken. I udgangspunktet bestod tekstrækkerne imidlertid kun af evangelietekster og episteltekster, altså læsninger fra brevlitteraturen og enkelte andre skrifter i Det Nye Testamente. I 1992 kom de gammeltestamentlige læsninger til. Den nye tekstrække er mere sammenhængende end den gamle, for teksterne er udvalgt ud fra en bestemt teologisk tematik. Det er ikke altid en fordel. Blandt andet fordi tiden er gået og nye problemer er opstået, kan temaerne være blevet kontroversielle, end de var. Sådan er det i dag, hvor teksterne tydeligvis handler om Israels udvælgelse og det jødiske folks særstatus.

Den første tekst, vi hørte fra alteret, var sangen om vingården fra Esajas’ Bog. Måske er den tekst fra sidste halvdel af det ottende århundrede før Kristus. Profeten Esajas virkede i Jerusalem, og han forudså – ikke nødvendigvis i profetiske syner og ekstatiske visioner, men ved at betragte de realpolitiske forhold – at det israelitiske folk stod i fare for at underlægge sig eller blive underlagt assyrerne. For Esajas var det en direkte konsekvens af folkets ulydighed mod deres Gud. Fordi de ikke stolede på ham og levede op til hans bud, ville han bruge assyrerne til at straffe dem. Til skræk og advarsel for folket fremførte han derfor sangen om vingården, for alle kan forstå, at vingårdsejeren er Gud selv, og vingården er hans folk.

”For Hærskarer Herres vingård er Israels hus, / og Judas mænd er hans yndlingsplante. / Han ventede ret, / men der kom retsløshed. / Han ventede retfærdighed, / men der kom nødskrig.”

Sådan læste jeg. Hele grundlaget for Esajas’ forkyndelse er, at jøderne er særligt udvalgt af Gud og har særlige forpligtelser at leve op til. Det er fundamentet for jødedommen. De er ikke som andre folkeslag. De må og skal adskille sig fra alle andre for at tjene Gud. De indtager en særstatus.

I første omgang gik det dog ikke sådan på Esajas’ tid. Der blev krig mod assyrerkongen Tiglat-Pileser III. Han erobrede og ødelagde store dele af landet, mens resten blev hans underordnede. For Esajas var det en konsekvens af folkets ulydighed. De har ikke levet op til deres særstatus, men blandet sig med andre folkeslag og stolet på fremmede konger.

Sådan har det altid været med det jødiske folk, siger apostlen Paulus i den del af Romerbrevet, som jeg læste et afsnit af for alteret. Det har altid været sådan, at en del af folket har været forhærdet og afvist Guds vilje, mens kun en rest har omvendt sig i tillid til Guds plan. Sådan er det også nu, siger Paulus på sin tid omkring år 55 efter Kristus.

Paulus er selv jøde, og derfor et bevis på, at en lille rest af det jødiske folk faktisk har tillid til Gud, for de er kommet til tro på hans søn, Jesus Kristus. Men det store flertal af jøder afviser evangeliet. Det er Paulus’ store sorg, for kan man tænke sig, at Gud har vendt sit eget folk ryggen? Skulle han have ladet sin udvælgelse overgå til de kristustroende og ladet det jødiske folk i stikken? Paulus kan ikke holde den tanke ud, for så kan man jo ikke stole på Gud. Hvis Guds udvælgelse af det israelitiske folk som sit folk ikke længere står til troende, kan man jo slet ikke regne med noget.

Derfor fortæller Paulus romerne en hemmelighed, et mysterium: Ganske vist er jøderne på nuværende tidspunkt forhærdede og fjender af evangeliet, men det ændrer ikke på, at de er særligt udvalgte af Gud. Derfor skal de også en gang møde barmhjertighed, for sin udvælgelse af dette folk kan Gud ikke ændre på, selv om han nu ved Kristus også har vist alle andre folkeslag barmhjertighed. Gennem Kristus er alle folk blevet lige for Gud, og alligevel har det jødiske folk en særstatus. Paulus kan ikke forstille sig det anderledes.

Det, som Paulus ikke kan forestille sig, er Matthæusevangeliet lige ved at sige i prædiketeksten. ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter,” siger Jesus nemlig i evangeliet. Og det er tydeligt, at lignelsen om sønnerne, der ikke lever op til deres svar til faderen – hverken den, der siger ja til at arbejde, eller den, der siger nej: begge gør de noget andet, end de siger – handler om forholdet mellem henholdsvis jøder og andre folkeslag. Ligesom lignelsen om de utro vinbønder handler om det jødiske folk, som har skullet forvalte deres særlige udvælgelse, men ikke har levet op til den. Man kan gentage Esajas’ profeti:

”For Hærskarer Herres vingård er Israels hus, / og Judas mænd er hans yndlingsplante. / Han ventede ret, / men der kom retsløshed. / Han ventede retfærdighed, / men der kom nødskrig.”

Og så er Matthæusevangeliets uforsonlige pointe, at Guds rige skal tages fra det udvalgte folk og overgå til dem, der bærer dets frugter. Det er nemlig de kristustroende, mens de, der afviser Kristus, skal kvæstes og knuses. Udvælgelsen er gået over fra det jødiske folk til de troende kristne, fordi jøderne ikke tog imod Guds egen søn, men korsfæstede ham.

Så er grunden lagt for den mest kendte form for antisemitisme: Jøderne slog Kristus ihjel, derfor skal de slås ihjel. Sådan siger lykkeligvis ingen i dag. Til gengæld bliver der sagt så meget andet.

Den franske kendis-filosof Bernhard-Henri Levy også kendt ved sine initialer, BHL, har alle dage har været en varm fortaler for staten Israel – om end ikke for dens politik – og for en tostatsløsning – dog med Jerusalem som Israels hovedstad.

BHL har i en række udgivelser ytret sig om jødedommen og antisemitisme. Han mener bl.a., at antisemitismen i dag finder sted under dække af anti-zionisme, dvs. man antager at alle jøder er zionister og sympatiserer med regeringen i Israel. Således kan kritikken af Israel reelt være en modvilje mod jøder i almindelighed. Ligesom modstanden mod en tostatsløsning kan være skjul for et ønske om at fjerne jøder generelt.

Disse og andre af hans udtalelser kan bestemt diskuteres, men mere interessant er det i denne sammenhæng, at BHL fastholder jødernes særstatus blandt alle verdens folkeslag. Ikke i en hierarkisk forstand, så jøderne skulle være bedre eller finere end andre, for BHL er humanist. Heller ikke i religiøs forstand, så jødedommen skulle være andre religioner overlegen, for BHL er ateist. Men i den forstand, at jødedommen har noget særligt at tilbyde menneskeheden, fordi den ved sin lov indebærer en særlig forpligtelse over for den anden. Jøderne har derfor en særlig etisk rolle at spille for alle mennesker, for den bidrager særligt til verdens menneskelighed. Jødedommen skal hjælpe os alle til at blive bedre mennesker. På den måde fastholder BHL den bibelske udvælgelse i en sekulær form.

Man spørger sig selvfølgelig, om det er rigtigt. Kan BHLs ikke-religiøse udvælgelsestanke have plads i et moderne, tolerant samfund, hvor vi ellers ikke tillægger forskellige folk og etniciteter forskellige udmærkelser eller opgaver. Går det ikke ud over menneskelighedens grænser, at et særligt folk skulle have en særlig rolle? Kan menneskeheden overhovedet acceptere, at ét folk fremhæver sig selv til forskel fra alle andre folkeslag? Man fristes til at sige nej. Jøderne må give afkald på deres særstatus for menneske-ligheden skyld, så alle kan være lige mennesker.

Men måske er det omvendt. Menneskelighed viser sig ikke ved at gøre alle mennesker skal lige, men ved også at acceptere og inkludere et folk, der insisterer på at have en særlig udvælgelse og være noget særligt. Umenneskeligheden viser sig netop, når man ikke kan det. Når man kun kan acceptere og inkludere folk, der ligner ens eget folk, forsvinder menneskeligheden. Umenneskeligheden er at udrydde mennesker, som ikke er lige.

Så er det jødiske folks opgave over for alle verdens folk måske en anden end BHL forestiller sig. Den særlige forpligtelse ligger i at fastholde vores menneskelighed ved at konfrontere os med, at menneskelighed ikke betyder, at mennesker skal være lige og ens, men netop også skal omfatte dem, der ikke vil være lige og ens med alle andre, men insisterer på at have en særlig udvælgelse.

Det gode budskab ligger i dag blandt de tre udvalgte tekster i anden tekstrække hos Paulus, som ikke kan andet end fastholde Guds udvælgelse af jøderne og samtidig fremhæver ligheden i Kristus. For det er hemmeligheden: ikke at forskellene mellem folk og mennesker ophæves, men at alle hedninger og hele Israel frelses, og at de er lige i frelsen uden at de gøres til ét og det samme. I lys af den hemmelighed kan vi leve menneskeligt med hinanden, også med dem, der mener sig udvalgt til at være anderledes end os.

DDS 729 – 347 – 348 — 490 – 653 – 332